Skip to content

Ny slip-let belægning på stegepande af støbejern

Skeppshult stegepande af støbejern med håndtag i rustfrit stål med ny slip-let belægning

En støbejernspande er fremragende til at stege mad på, og et fornuftigt valg hvis man vil undgå teflon-stegepander, og lignende non-stick overfladebehandlinger. Fællesbetegnelsen PFC (Per-Flourerede-Componenter) dækker over sundhedsskadelige stoffer som er fedt- og vandafvisende, men som også kan overføres til maden, og dermed ind i kroppen.

Efter madlavning med en støbejernspande skal man bare vaske den med varmt vand og en vaskebørste, den har nemlig ikke godt af opvaskemiddel, som fjerner nonstick-effekten.

Dog kan støbejern ruste hvis det står fugtigt, eller madrester kan brænde sig ind i panden, og så er det tid til at lægge et nyt fedt-afvisende non-stick lag på panden, ved at "indbrænde" noget olie. Der er bred enighed om at økologisk hørfrøolie er et godt valg. Hvis håndtaget er af træ er det en god idé at skrue det af under processen, hvis det er muligt. Ellers kan træet godt blive lidt mørkt af at blive varmet op i ovnen. Her kan du købe en Skeppshult stegepande i støbejern med non-stick funktion (affiliatelink).

Sådan lægges et nyt lag slip-let belægning på en støbejernspande

  1. Rengør panden

    Skrub panden med natron og lidt opvaskesæbe, ind til det ikke længere farver natronen og vandet sort. Vask begge sider af panden. Brug evt. ståluld til at begynde med, hvis skidtet sidder godt fast.

    tvekulsurt natron og økologisk hørfrøolie

    Vask panden med natron og lidt opvaskesæbe, tør den af, og smør den ind i økologisk hørfrøolie.

  2. Rens panden grundigt og tør den af

  3. Smør panden ind i et tyndt lag økologisk hørfrøolie

    Vælg en neutral, økologisk hørfrøolie til at smøre støbejernspanden ind i. Solsikke- eller olivenolie kan også bruges, på grund af deres høje rygepunkt - de vil lave en god belægning, bare de ikke smager alt for stærkt. Smør panden ind i olie med køkkenrulle eller en klud, også på bagsiden. Varm evt. panden lidt op på komfuret, men ikke mere end at du stadig kan røre ved den. Det kan gøre det nemmere at smøre panden ind.

  4. Tør ekstra olie af panden

    Tør panden af med en klud eller køkkenrulle. Panden skal se ud som om al olie er tørret af, ellers vil det sætte sig som en klistret masse efter behandlingen i ovnen. Rent faktisk vil der forblive et tyndt lag på panden, og dette lag hærder panden, og giver slip-let effekten.

  5. Sæt panden i ovnen

    Du kan evt. lægge sølvpapir i bunden af ovnen, til at fange olie som drypper fra panden. Skru ovnen op på 250°C og sæt panden ind i ovnen i 30 minutter. Sørg for, at rummet er godt ventileret: Åbn alle vinduer, tænd emhætten og gå ud af køkkenet, da varmt hørfrøolie godt kan ryge lidt når den opvarmes. Sæt evt. ovn-temperaturen ned i 5 graders intervaller, ind til olien ikke længere ryger.

    Støbejernspande i ovn

  6. Sluk for ovnen og lad panden køle af

    Åbn ikke ovn-døren lige med det samme, da der kan være en del røg derinde.

  7. Tag støbejernspanden ud af ovnen

    Tør eventuelt overskydende olie af. Hvis du ikke har tålmodighed til at vente på at ovn og pande er kølet helt af kan den godt tages ud med grydelapper, men vent med at tørre den af til den er afkølet.

  8. Sæt panden tilbage i ovnen, denne gang med bunden i vejret

    Genopvarm panden i mindst 1 time.

    Støbejernspande i ovn, bunden i vejret

  9. Lad panden afkøles til stuetemperatur, inden den tages ud og aftørres igen

  10. Gentag om nødvendigt behandlingen et par gange

    Gentagelse af processen kan resultere i tykkere slip-let lag, tre fire gange burde være fint.

  11. Resultat

    En Skeppshult Stegepande 36cm med håndtag i rustfrit stål efter en tur i ovnen. Overfladen er pæn og ensartet, og panden ser ud som ny.

Skeppshult Stegepande 36cm støbejern med håndtag i rustfrit stål efter behandling i ovn 1

Stegepande af støbejern efter behandling i ovn 2

 

Første test af panden: ​Stegning af æg på støbejernspanden

Nu skal det det nye slip-let lag på panden testes, med en af de største udfordringer som nemt kan klistre fast: stegning af æg.

​Løg, hvidløg og ingefær er puttet på panden sammen med fedtstoffet, som er kokosolie. Bemærk hvordan den smeltede kokosolie "samler sig", i stedet for at flyde ud på panden. Det ligner grangiveligt en teflon-pande, men er det ikke.

Løg, hvidløg og ingefær på støbejernspande


2 æg er blevet blandet sammen med løgene, og steger lystigt.

2 æg er blevet blandet sammen med løgene, og steger lystigt.
 

Æg og løg er blevet flyttet til den ene side, og som det kan ses er der ikke brændt noget æg fast på panden, hvilket ellers ofte sker med ældre støbejernspander, hvor det fedt- og vand-afvisende (hydrofobe) lag er blevet slidt af.

støbejernspande hvor effekten af et fedt- og vand-afvisende (hydrofobe) lag kan ses


Æg og løg er fjernet fra panden, og den første generalprøve efter det nye slip-let lag er en succes. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man sagtens tro det var en pande med teflon-belægning, hvilket må siges at være noget af en bedrift.

Støbejernspande hvor effekten af et fedt- og vand-afvisende (hydrofobe) lag kan ses

Tips til brug af støbejernspanden

  • Rengør panden efter brug, ved at skrubbe den med lunkent vand. Skyl stegepanden, tør den af og stil den på et tændt komfur. Når vandet er tørret ud kan du gnide lidt hørfrøolie eller lignende på den, og tørre efter med køkkenrulle, så er den klar til næste gang!
  • Efterlad ikke panden våd. Vand og jern er en dårlig kombination, og kan føre til rustpletter.
  • Bemærk at brug af støbejernpander kan tilføje jern til maden: Release of Iron into Foods Cooked in an Iron Pot: Effect of pH, Salt, and Organic Acids